Sommersnak med Kenneth Gøtterup.....Webmaster: Dines Bogø

Sydamager: Generelt

Dines Bogø fortsætter sommerturen rundt i det Dragørske landskab og får en snak med forskellige fremtrædende personligheder. Denne gang er det Kenneth Gøtterup som Dines Bogø fik aftale med under en parasol et sted på Sydstrandens eng.

Sommersnak med Kenneth Gøtterup - Dines Bogø
Kenneth Gøtterup, Konservativt byrådsmedlem i Dragør. Foto: Dines Bogø

Kenneth Gøtterup, er gruppeformand for De konservative i byrådet.

Kenneth er født i Sundby og er 48 år. Allerede i 1975 flyttede familien til Engparken og tre år efter i villa på Solvænget i det 90 år gamle oprindelige sommerhuskvarter.

I dag bor familien på Nordstranden. Drengene er henholdsvis 22 og 19 år. Hustruen Signe er leder af en daginstitution i Hvidovre.

Kenneth Gøtterup blev i 1987 ansat på Dragør Rådhus som kontorelev. Efterfølgende var han sagsbehandler i Bistandsafdelingen til 1993.

Uddannelse efter Dragør skole foregik på Aalborg Universitets afdeling på Frederiksberg og senere videreuddannelse på RUC i Roskilde. Cand.Scient. Soc, Master of public policy. I dag ansat som centerchef i Københavns Kommune med kontor tæt ved rådhuset.



Politik


Jeg var med til at stifte Dragørlisten i 1996, men vi opdagede, at det med en lokalliste ikke fungere ordentligt, hvis man skal være ærlig.

Det hele drejer sig ikke om stokroser og stråtage, man skal have en politisk holdning til sager og derfor opløste vi foreningen. Skiltes i al fordragelig og gik til forskellige landspolitiske partier. Fra 2006 meldte jeg mig ind i Konservative".



DB: Mener du at liste-T tilsvarende også burde opløses?

Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Liste T har mange vælgere og dermed en eksistensberettigelse, men min erfaring fra min tid i en lokalliste var, at det var let at være enige når man ikke har ansvar, og da vi pludselig sad med i konstituering, er det svært at lægge en politisk linje, når man ikke har en partipolitisk tilgang at læne sig op ad.



DB: Var der ikke dengang, at der var uro i liste-C?

I 2002-2006 var der flere fraktioner i partiet. De politiske modstandere drillede med, at der var Lille-C og Store-C.



DB: Hvor mange gange har du forsøgt at blive borgmester?

Jeg opstillede som borgmesterkandidat i 2013 og 2017.



DB: Det var dig og Venstres Eik Bidstrup, der var i spil?

Ja primært. Socialdemokraterne endte med at tilbyde Venstre posten mod, at de fik alt deres socialdemokratiske politik igennem.

Det er jo fair nok og godt arbejde af Socialdemokratiet. Men vi prioriterede vores politik som vigtigere end borgmesterposten og er bekymret for, at Dragør er blevet en kommune, hvor der føres rød politik.



DB: Om udvalgsposter ? kan man måske med rette sige, at det drejer sig om at skaffe så mange ben som mulige?

Formanden for et udvalg har stor indflydelse, men også et stort ansvar. Der er meget arbejde i udvalgene og det ser eller hører vælgerne næsten aldrig om. Jo det aflønnes og, hvis alle var ærlige, bekræftede de, at det betyder noget, når udvalgsposter skal fordeles.



Borgmesterposten


DB: Du var i fokus ved konstitueringsforhandlingerne i november-december 2017. Hvem var i spil som borgmester?

Vi havde direkte sagt før valget, at liste-C ikke ville pege på De tværpolitiske til borgmesterposten. Peter Læssøe fik heller ikke støtte af andre. Deres politik ligger for langt væk. Jeg er klar over, at du tænker på historien om, at Morten Dreyer var i spil som borgmester.

"Nej Morten var ikke reelt et emne som borgmester og der var ikke realitetsforhandlinger om dette med DF. Jeg kan bekræfte, at der under de hektiske dage var drøftelser og sonderinger mellem alle partier og alle partiers borgmesterkandidater blev nævnt som mulige emner."



DB: Var der slet ikke en føler fra jeres side til Morten?

Du kan kun få mig til at indrømme, at idéen blev luftet over for Morten Dreyer, men vi fortsatte aldrig med egentlige forhandlinger.



Samarbejde


I den tidligere kommunalbestyrelse havde vi det fint med A, O og V. Men vi kunne ikke se os, som det parti, der skulle føre socialdemokratisk politik fra 1. januar 2018.

Kim Dupont fra Venstre, har flere gange udtalt, at vi skal se at komme i gang med samarbejdet. Vi er på banen, når der skal føres konstruktiv politik. Vi har nogle konservative værdier, vi ikke fraviger.

Dragør er blevet RØD. Du har socialdemokrater, tværpolitikerne og Dansk Folkeparti. Vi er selvfølgelig med, når vi kan påvirke beslutninger i den retning vi lovede vælgerne.



DB: Har I en spindoktor i partiet?

Vi har et perfekt klima mellem byrådsmedlemmerne og bestyrelse. Vi er der, hvis man medlemmer eller borgere vil i kontakt med os.



DB: Savner du nogen fra den tidligere kommunalbestyrelse?
Jeg ved, at vi ikke er de eneste, der savner de 2 x Ole fra liste-A. De var hæderlige mænd og man kunne stole på de aftaler, man lavede med dem. I dag kan det virke mere som, at der føres en politik, hvor der altid er en vej ud af det hele, hvis det alligevel ikke kan gennemføres. Jeg er mere til den klare snak som de to Ole´r altid gav".

DB: Er tonen sober og god i byrådet og i den politiske debat?

Jeg syntes faktisk tonen er god. Der er et godt samarbejde i udvalgene, hvor der er seriøs dialog. I byrådssalen er der en mere både munter og kritisk tone over for hinanden. Sådan syntes jeg også det skal være. Man skal huske vi er valgt på at være uenige, men skal alligevel prioritere samarbejdet".



Trafik og bolig


Vi ser gerne, at f.eks. linie 35 bliver forbedret. Offentlig transport burde ligge under en central administration og ikke være afhængig af, hvad en kommune kan give af tilskud. Det kunne være en opgave for Regionen".

Der sker snart noget nu med trafikforholdene på Kystvejen. Det vil tage ca. to måneder med ombygningen af veje, men det burde blive bedre, så der ikke opstår de daglige trafikproblemer".

Vi holder fast i vores politik og svinger ikke frem og tilbage, hvis nogen forsøger at ændre vores holdning. Selvfølgelig lytter vi til argumenter. Vi er frie i vores politik og skal ikke stemme for noget, fordi vi er en del af en aftale".

DB: Der er en del sager, hvor borgere har søgt om dispensation til byggeri.

Efterhånden har der udviklet sig en tendens til, at der blev givet for meget efter. Er der noget galt med byplan og lokalplan, må man ændre på det og ikke hele tiden fravige for at tilgodese en enkelt borger her og der".

DB: I begyndelsen af sommerferien er Dragør kommune blevet stævnet af flere borgere, fordi en genbo har fået dispensation til et byggeri?
Ja det er meget nyt. Det må juristerne kigge på.



Projekter


DB: Bliver byggeriet på havnen til noget?
Ja, jeg tror at der nu kommer gang i Espersen og værftet. De er ikke blevet behandlet ordentligt".

Jeg ser gerne, at vi drøfter, hvad der skal være på det sted, hvor værftet nu ligger på Gammel Havn 12. Det kunne blive til et kulturhus, bibliotek og biograf".

Tænketankens ældre projekt på havnen med den store gennemsigtige boble og et nyere projekt med oppustelig geodome, er ikke noget vi stemmer for".

Planer om socialt boligbyggeri med 250 boliger på Engvej får ikke vores stemme".

Når staten sælger arealet med den gamle Kongelundslejr, kunne et White Water projekt blive aktuelt der.

DB: Hvad med flere turister og tilflyttere?
Ingen tvivl om, at der er endnu flere muligheder for at tiltrække turister, men det er utrolig vigtigt, at vi finder ud af sammen, hvilke type turister vi ønsker og hvor mange. Naturen langs Sydamagers kyst byder på mange muligheder og jeg ved, at flere andre partier er enige med os".

Jeg så gerne, at når man tænker på indenlandske- og udenlandske turister/gæster, at man også tænker natur. Som du ved dyrker jeg kitesurfing. Der kommer mange indefra herud og flere er blevet så glade for at være her, at de finder noget permanent i Dragør".

Ifølge lovgivningen skal Dragør også tage sin del af flygtninge og det skal vi gøre ordentligt. Skulle der igen komme nye til Dragør, skal de behandles anstændigt, men Dragørs borgere skal ikke købe villaer til dem. Helt forkert signal at sende og en uansvarlig økonomisk tilgang".

Det er galt nok, at lovgivningen giver en retsgaranti for permanent boliger som danske statsborgere ikke har".



Lidt generelt


DB: Hvad synes du om onlineaviser?

Læser også Nyhedsavisen (Dragør Nyt) og jeg har den klare opfattelse, at det er fint med en papiravis en gang om ugen og en online avis. Begge kan fint eksistere samtidig. Man kan undre sig over, at der ikke før er kommet en online avis i disse digitale tider"?

DB: I valgkampen 2017 førte et parti en kampagne for "Stem på kvinder"?
Jeg er sikker på, at det ikke var aftalt i partiet, men at nogle kandidater kørte deres eget løb. Selvfølgelig mener jeg, at man skal opstille kandidater ud fra andre kriterier. Engagement, kvalifikation og lyst til arbejdet".

Udligningsordningen, hvor 7-9 kommuner betaler tilskud til øvrige kommuner er en national katastrofe. Det ligner ikke noget, at Dragørs borgere skal betale ¼ milliard kr. årligt ud af kommunen".

Et såkaldt § 17, stk. 4 udvalg blev aftalt af AOV. Kun formanden for udvalget blev udpeget. Man nåede aldrig at få udpeget andre eller holde møder. Nu kalder man det Demokratiudvalget. Formanden er aftalt, nu mangler man bare de øvrige medlemmer!".

DB: Der er lavet nogle trafikale ændringer. Har de virket?
Plan og Teknik har ikke ressourcer til at lave de planer. Ydelsen må købes ude og så kan det jo knibe med penge efterfølgende til selve arbejdet i marken".

På vej fra Sylten stopper Kenneth Gøtterup og kigger rundt. Snakken falder på de gamle teltlejre, campingpladsen ved Sylten og ikke mindst Arne Jacobsens store funkisbyggeri 1933-44. Sidstnævnte blev bl.a. nedrevet på grund af politiske uoverensstemmelser.

Ja, man kan lære meget af historien også lokalt, afslutter Kenneth Gøtterup dagens sommersnak.