Fristranden i Dragør. Del 1.......Webmaster: Dines Bogø

Strandhøj. Del 2 Strandhøj. Julen 2021 ... Dines Bogø ... Fristranden: Generelt


Hvorfor hedder området mellem Dragør By og Nordstranden "Fristranden"? Måske fordi gårdejerne, der ejede jorden, var fri for at betale skat af "frilandet ved stranden"? Måske fordi der var fri adgang til stranden?

Fristranden i Dragør. Del 1 - Dines Bogø
Ca. 1918. Stationsvej set mod nord. De tre store hvide villaer er nr. 33, 35 og 37. Mellem villaerne ses Fristrands Allé 6, 8 og 3. I baggrunden på Nordstranden ses "Villa Fyrbakken", som Charles Hansen byggede. (Håndkoloreret postkort udlånt af Jørgen Aamand).

Andre steder i Danmark er en fristrand et sted for tekstilfri badegæster, men denne version kan nok udelukkes i Dragør.

På et besøg hos en tidligere ejer af "Villa Strandhøj", så jeg et visitkort, hvor, der var et foto af villaen og andre villaer i nærheden.



"Villa Strandhøj"


Villaen, der ligger på Fristrands Allé 8, er opført i 1906. På det tidspunkt var der ingen vejnavne i området, så i.flg. Kraks Vejviser boede beboerne på "Dragør Fristrand".

Fristranden i Dragør. Del 1 - Dines Bogø
24. april 2009. "Villa Strandhøj", Fristrands Allé 8. (Foto: Dines Bogø).

I 1930 flyttede Karen og Holger Greisen med datteren Merete ind i "Villa Strandhøj". Greisen, der var valgt ind i Dragør Kommunalbestyrelse, blev formand (borgmester) i 1933. Han hørte til den borgerlige fløj. Et godt stykke til højre for midten.

Fristranden i Dragør. Del 1 - Dines Bogø
Sådan viser en ældre tegning, at haveanlægget på Fristrand Allé 8 og Øresunds Allé 46 så ud omkring 1911.

Han var formand for Kommunalbestyrelsen til 1946. De sidste tre år var en meget turbulent periode, hvor der skulle træffes mange svære beslutninger i besættelsesårene.

Den 4. maj 1945 efter, at man havde hørt frihedsbudskabet fra BBC kl. 20.35, var der pludselige mange borgere samlet på Fristrands Allé. Der blev sunget og Karen og Holger Greisen blev inviteret på en køretur i hestevogn.

Man havde lånt Dr. Poul Dichs lille ponyhestevogn og de unge mennesker trak nu "borgmesterparret" rundt i gaderne i Dragør.

Der blev sunget igen og Karen og Holger Greisen vinkede, men følte samtidig situationen lidt overraskende.



Borgmester Greisen


Lige inden Holger Greisen gik af i første periode i 1946, nåede han at afsløre mindepladen for faldne fra Dragør under besættelsen. Pladen blev opsat i boldklubbens nye klubhus på Engvej 22. Mindepladen er i dag flyttet til Halvejen 5.

Da Holger Greisen igen blev valgt til formand for Kommunalbestyrelsen 1954-58, blev han benævnt Borgmester efter en styrelsesændring året før

Holger Palm Greisen døde i 1966 og da hustruen døde 10 år senere, ønskede de tre døtre, at opdele den 1.182 m2 store grund, der gik helt til Øresunds Allé.

Umiddelbart kunne det ikke lade sig gøre, da der manglede 18 m2. Det kunne dog alligevel lade sig gøre en del år senere.

Fristranden i Dragør. Del 1 - Dines Bogø
Kraks Vejviser 1919. Ingen vejnavne i området. Det hele omtalt som "Dragør Fristrand" inkl. nogle af de sydligste villaer på Nordstranden.

I herreværelset er der i stukken i loftet et ansigt. Mange lokale var overbevist om, at det forestillede borgmesteren, men stukmesteren lavede ansigtet ca. 25 år før Greisen købte villaen.

Det foto, en senere ejer fandt i villaen, er fra ca. 1915. Det har været gengivet på visit- og postkort.

Fristranden i Dragør. Del 1 - Dines Bogø
Ca. 1916. Fra nord mod syd ses Fristrands Allé 8 og 3 samt Stationsvej 35 og 33. Den mørke bygning er "Madsens lade", der lå på F.J. Madsens Vej 1. Desuden ser man Den høje fyrtårn, området ved vandværket/gasværket og Fattighuset. Damerne i Amagedragter er indtegnet. (Digitialt koloreret. Foto er fundet i "Villa Strandhøj", Fristrands Allé 8. Hustage burde være mere røde.).

Fristranden i Dragør. Del 1 - Dines Bogø
Set mod syd. Samme vinkel med villaer, som på det foto, der blev fundet i "Villa Strandhøj".